
På Vestjysk tidslomme mellem hav og fjord
At besøge Abelines Gaard er som at træde ind i en tidslomme. Her rejser I tilbage til starten af 1900-tallet, da Abeline boede på gården. Gå på opdagelse i gårdens mange labyrintiske rum, og udforsk de gamle stuer og alkover. Abelines Gaard havde en redningsstation tilbage i tiden, og I kan stadig besøge den gamle bygning, opleve historien om det vestjyske strandingsvæsen og deltage i redningsøvelser.
En oplevelse for hele familien
På Abelines Gaard er tempoet skruet ned, og I har masser af tid til at hygge jer sammen. Udover at udforske gårdens mange labyrintiske rum kan I gå en dejlig tur i det smukke område omkring gården, besøge redningsstationen og lege nogle af de lege, børnene på Abelines Gaard måske også har leget.
Gården mellem hav og fjord
Abelines Gaard ligger på landtangen Holmsland Klit, lige mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Vandet har derfor altid spillet en vigtig rolle i gårdens historie. Gårdens herre arbejdede med fiskeri og jagt og senere som strandfoged, hvor han fik ansvaret for den del af stranden, der hørte til gården. Efter Abeline blev enke i starten af 1900-tallet, måtte hun selv passe gården og sine fem børn. Abelines Gaard fortæller derfor også historien om en stærk vestjysk kvinde.
Læs mere om alle oplevelserne på Abelines Gaard på www.abelinesgaard.dk.