Fiskeri

Vestjylland byder på mange forskellige muligheder for fiskeri; fjordfiskeri, fiskeri på havet og put and takes er nogle af mulighederne. Herunder har vi samlet nyttige oplysninger om de forskellige former for fiskeri og nederst findes en liste med de bedste put and take søer i området.

Sildefiskeri

To gange om året står sildene i stimer ved sluserne i Hvide Sande – nøjagtig som de mange lystfiskere. Forårssildene ankommer allerede i slutningen af marts eller begyndelsen af april og bliver til helt ind i juni.
Den fede høstsild melder sin ankomst i september og bliver nogle gange helt op til jul, når forholdene er gunstige. Her er der tale om en anden stamme sild, end dem, der kommer om foråret. Høstsildene er både større og federe.
Sildene optræder ofte i så store mængder, at det næsten er umuligt ikke at fange noget. Sildene bider på alt, der bevæger sig i vandet. Derfor skal børn nok lade være med at sidde med fødderne i vandet – hvis de da ikke vil have en sild på storetåen!
I øvrigt holdes der hvert år en stor og meget velbesøgt konkurrence i sildefiskeri i Hvide Sande. Den foregår den sidste weekend i april. Læs mere på www.sildefestival.dk.

Fisketegn - JA

I Danmark skal alle personer mellem 18 og 65 år have gyldigt fisketegn, for at fiske i Nordsøen, Fjord eller i åer og vandløb. Fisketegn kan købes som dags-, uge- eller årskort og kan købes på turistburo, i fiskebutikker og online.

Yderligere information om fisketegn: www.fisketegn.dk.

Ved fiskeri i private Put&Take søer, afregnes med den enkelte indehaver. Yderligere information findes ved de enkelte søer.

Fiskeudstyr

Jeres fiskeudstyr kan købes ved lokale butikker i Hvide Sande: KOTT Fritid eller Lystfiskeren.

Oversigt: Fiskeområder ved Vestkysten

Ud på havet

Hvis I er til havfiskeri, så er der også mange muligheder for der. Dagligt sejler kuttere på havet med lystfiskere efter torsk, lange eller måske en havkat. Det er erfarne erhvervsfiskere, der står for disse fisketure. De kender de bedste fiskepladser og ved, hvornår fiskene kan fanges. Kutterne sejler ud hele året, og vejret skal være meget dårligt, inden I bliver i havn.
Denne form for fiskeri kræver selvfølgelig det helt rigtige og kraftige grej. De store havdybder og strømmen kræver kraftige stænger og store pirke for at komme ned til fiskene, som til gengæld er tilsvarende store.

Havfiskeri fra Hvide Sande med M/S Solea

Fiskeri fra molen i Hvide Sande

Der er næsten garanti for fangst, når der fiskes fra en af de mange solide moler. I Hvide Sande er der mulighed for at fiske helt inde i havnebassinet, hvis I da ikke foretrækker at stå langt ude på en mole med mulighed for at fiske flere hundrede meter ude i Vesterhavet. Her er der stor sandsynlighed for, at en fladfisk bider på krogen, specielt rødspætter og tunger. Men ind imellem er der også gode fangster af torsk og sild, lige som makrellerne kappes om at bide på krogen i højsommeren.

Den vilde makrel

Har I én gang haft en makrel på krogen, så er det helt sikkert, at I gerne vil prøve det igen. Trods sin nogle gange beskedne størrelse føles makrellen nemlig utrolig vild. Når den hugger, kan man føle det langt op i armene. Derfor er fiskeri efter makrel også et spørgsmål om temperament. Det er lystfiskerens kamp mod den livlige makrel.
Der kan fiskes makrel i hele området, og det er en god idé at holde øje med flyvende måger. Hvor de er samlet, er der næsten altid fisk. Kast forfanget ud og spin ind igen. Lav gerne flere små stop undervejs ind. På den måde skabes makrellens interesse for at bide på forfanget – og vupti: aftensmaden er reddet!

Fiskeri fra stranden - Surfcast

En af de spændende former for fiskeri, surfcast, vinder mere og mere indpas. Fiskeriet foregår direkte fra stranden med lange og kraftige stænger med kastevægt op mod 300 gram! Den store kastevægt skyldes, at der skal meget kraft til at kaste et par sandorm eller en halv sildefilet som forfang ud over tredje revle. Til gengæld er mulighederne for fangst også gode – lige fra torsk til fladfisk.

Ved den stille å

Hvis I er til det mere fredelige å-fiskeri findes nogle af Danmarks bedste fiskevande i området Mange års fiskepleje har betydet, at der igen er masser af laks og ørreder i åerne. Gennem hele sæsonen fokuseres der meget på laksefiskeri. Laksene i den tidlige opgang er alle sølvblanke og vejer sjældent under fem kilo! Havørrederne vejer op til omkring tre kilo.
For de fleste lystfiskere er fluefiskeri efter laks og havørred det eneste rigtige. Men andre former for fiskeri har også givet rigtig gode resultater. Det afhænger alt sammen af den enkelte lystfisker.

Put and Take søer

Lige gyldigt, hvor i området der lejes et sommerhus, er man altid under et kvarters kørsel fra den nærmeste put and take-sø. Her er det regnbueørreder, der bider på krogen – og der er masser af dem. Hele familien kan være med, selv de mindste. Put an Take er nemlig indbegrebet af familiefiskeri. Den nemmeste metode er fiskeri med flåd, men spændingen øges, når man fisker med flue. Det er også tilladt at benytte spindere, små blink, woblere og spinnefiske. Herunder har vi samlet en liste med de bedste put and take søer i området.